Elmer Møller banker tidligere topspiller og stryger i finale
Elmer Møller er klar til finalen i Challenger Tour-turnering efter sejr over tredobbelt grand slam-vinder.
Elmer Møller har efter nogle sløje turneringer på Challenger Tour igen fundet melodien på næstøverste tennisniveau.
Lørdag vandt den 21-årige danske tennisspiller sin fjerde kamp i denne uge og strøg i finalen i en turnering i Rumænien. Og det var ikke hvem som helst, han satte til vægs i semifinalen.
På den anden side af nettet stod nemlig den tidligere grand slam-vinder Stan Wawrinka, som Elmer Møller bankede med 6-2, 7-6.
- Det er et privilegium at spille mod og dele bane med sådan en legende. Jeg har altid set op til ham, lød det efter kampen fra Elmer Møller, da han blev interviewet på banen.
Det er nogle år siden, at den 40-årige schweizer, der i dag er nede som nummer 153 på verdensranglisten, havde sin storhedstid. Wawrinka vandt Australian Open i 2014, French Open i 2015 og US Open i 2016.
I lørdagens finale var det tydeligt, at alderen har sat sit aftryk på Wawrinkas fysik. Når Elmer Møller formåede at få ham ud at løbe, endte det ofte med en schweizisk fejl.
Desuden fik schweizeren sjældent sin førsteserv i spil, og det gjorde livet nemmere for Elmer Møller, som i første parti spillede sig til to servegennembrud.
I andet sæt havnede de to kombattanter i tiebreak, hvor Elmer Møller omgående skabte luft til Wawrinka. Og efter et par misbrugte matchbolde kom sejren i hus, da Stan Wawrinka sendte bolden ud af banen.
I finalen søndag skal danskeren op mod franske Titouan Droguet, der er nummer 194 i verden.
Elmer Møller træder i den kommende uge et niveau op, når han deltager i ATP 250-turneringen i svenske Båstad.
Bastian fra Hammerum opdagede »larven fra helvede« i børnehave:
Herning Folkeblad er dit lokale nyhedsmedie, som holder dig opdateret på, hvad der sker i lokalmiljøet, Danmark og i verden.